18. oktober 2007

BOG-SIGNERING I ESBJERG

Nu nærmer tiden sig for vores overtagelse af den økologiske butik i Esbjerg... Vi glæder os og knokler derudad med alle forberedelserne... Der er mange både små og store opgaver - og alt skal jo helst gå op i en højere enhed, før vi åbner den 10. november.

Der er dog en brik, der er faldet på plads, som vi gerne vil løfte sløret for her... Det er nemlig en oplevelse, som vi håber, at mange vil komme og dele med os. Desuden er vi ret sikre på, at vi ikke er de eneste, der rummer en vis begejstring for forfatteren af en ganske bestemt bog - nemlig "Kernesund Familie - Sådan!".

Vi har med andre ord kapret Ninka-Bernadette Mauritson til at komme på besøg i Green Store (som vort økologiske mini-marked kommer til at hedde...), og signere bøger onsdag den 21. november fra kl. 16 - 19.

Sæt derfor kryds i kalenderen, tag din veninde, søster og mor under armen og drag til Esbjerg den 21. november. Så kan I møde denne skønne kvinde, der på magisk vis har solgt 30.000 bøger på godt 1 måned.

Ja - og så vil vi forresten også rigtig gerne vise vores økologiske butik og ikke mindst byde på lidt lækkert til ganen...

Læs mere om, hvordan du kan reservere en bog til dette arrangement i shoppen - eventuelt ved at klikke HER

Forventningsfulde hilsner fra Jannie, HelseBasen

10. oktober 2007

HelseBasen åbner "Green Store"

I en tid, hvor internet-handlen er i kraftig vækst (hvilket også gælder hos os...), er vi hos HelseBasen igang med at realisere en stor drøm om en fysisk butik.

Der er ingen tvivl om, at net-handlen alt andet lige også i de kommende år vil opleve fortsat vækst, men vi er ikke et sekund i tvivl om, at behovet for en veludstyret fysisk butik stadig vil være til stede.

Det at føle, dufte, se, vende og dreje en vare, kan være en stor del af beslutningsprocessen. Sammenholdt med at et smil, en snak og et godt råd også kan være dejlige krydderier på indkøbsturen. Og alt det, glæder vi os nu til også at kunne levere...

Green Store bliver navnet på vort nyeste skud på stammen, og adressen for denne økologiske butik er i Esbjerg. Vi overtager således en eksisterende økologisk butik ("Økologisk Landhandel") den 1. november 2007, og vi forventer at kunne byde velkommen i en ny-renoveret og bredere udrustet grøn butik den 10. november 2007.

Sideløbende med opstarten af den fysiske butik, vil vores fokus på at levere en net-butik med nærhed, højt service-niveau, gode priser og hurtig levering forblive uændret. Vi er nemlig heller ikke i tvivl om, at forbrugerens forventninger og krav til net-butikker ikke bliver mindre med årene.

Har du lyst til at kommentere på vores fremtids-planer, vil vi glæde os til at læse dit indlæg her på bloggen...

Og ellers glæder vi os til at invitere indenfor den 10. november i Esbjerg... - nærmere oplysninger følger senere.

Jannie, HelseBasen