3. august 2008

Green Store lukker

Normalt sidder jeg ikke med et stik i hjertet, når jeg skriver et blog-indlæg – men det er den følelse, jeg har lige nu.

Sagen er den, at vi (Jan og jeg) har besluttet, at vi af flere forskellige årsager må se os nødsaget til at lukke vores fysiske butik i Esbjerg, Green Store.

Overordnet set handler det mest af alt om, at vi kan mærke et stigende behov for, at vi passer på os selv som mennesker. At drive både en succesfuld internet-butik samt en fysisk butik beliggende 35 km fra vores hjem har vist sig at være en for stor mundfuld. Når stress-signalerne melder sig, når arbejdsdagen bliver uoverskuelig, når arbejdsugen strækker sig over mere end 60-80 timer for os begge – ja, så er nok blevet nok.

At butikslokalet, som huser Green Store nu pludselig også står overfor en større renovering, som måske vil strække sig over en måned, hvor der skal være lukket ned, vejer også tungt hos os. Det virker fuldstændig uoverskueligt at komme igennem at skulle såvel tømme hele butikken, at have lukket, at fylde butikken igen samt så at arbejde på, at vores kunder kommer tilbage.

Du kan måske sidde og undre dig over det ”stik i hjertet”, som jeg skriver i starten, at jeg har. For det lyder vel mest af alt som om, at der er flest argumenter for at lukke butikken…

Og jo, det er der – men beslutningen er ikke taget natten over. Der har været næsten lige så mange punkter imod en lukning som for. Green Store har kostet en masse kræfter at bygge op, og butikken har været som et lille barn for os. Men desværre et alt for pasningskrævende barn. Så den rationelle beslutning hedder altså en lukning.

Mavefølelsen er dog helt rigtig. Vores hjerter og hjerner sender helt klare signaler om, at ovenpå lukningsarbejdet og tov-trækkeriet med vores udlejer – der følger lettelsen.

Vi vil gerne takke alle, som har støttet vores butik, og som er kommet med et hav af positive kommentarer om såvel indretning, som varesortiment og kvalitet af varerne. Vi vil komme til at savne alle de fantastiske samtaler, vi har ført med jer kunder, i tiden vi har drevet butikken. Men vi bliver desværre nødt til at slukke lyset i løbet af august.

Hvis du i løbet af de næste par uger gerne vil gøre en god handel, så starter vi op med gode tilbud allerede tirsdag den 5. august. Vi reducerer alle priserne med 10% (på nær frugt, grønt og mejeri). Lørdag den 23. august bliver den sidste dag, vi har åbent.

Og for dig kære net-kunde, kommer lukningen af Green Store dig til gode. For der er ingen tvivl om, at med et 100% fokus på kun at skulle drive en net-butik – ja, så bliver HelseBasen endnu bedre :-)

Søndagstanker fra
Jannie