28. september 2008

Forrygende sjovt lagersalg


En søndag er nu ved at være omme, og både mit hovede og mine fødder indikerer, at jeg har været på jobbet idag... Egentlig forsøger vi at begrænse weekend-arbejdet - men lige i denne weekend havde vi meget bevidst valgt, at den ene dag skulle stå i HelseBasens tegn... Vi har nemlig afholdt vort første lagersalg.

Og vi kan vist roligt sige, at vi har haft en overordentlig positiv oplevelse med det projekt vi nu har brugt de sidste par uger med at stable på benene. Vi var på forhånd meget forsigtige med at gætte på, hvor mange der nu fik lyst til at komme forbi vort lager idag - for hvem kunne lige vide, hvordan folk helst spenderer deres søndage - og så endda en søndag i solskin.

Men fra klokken var 10 minutter over 10 stod det klart for os, at der faktisk var en del mennesker, der havde lyst til at aflægge HelseBasen et besøg og foretage lidt Øko-shopping. Man kan vist roligt sige, at vi ikke helt havde indstillet kapaciteten til fremmødet. Således var alle indkøbsvogne, indkøbskurve og sågar en stak mælkekasser (tak Arla...) hurtigt i brug rundt på lageret, hvor ivrige økologiske fans summede rundt og tog sig masser af tid til at føle, se og læse på diverse varer.

Kaffe, the, snacks, æbler og andet godt blev indtaget i en stemning, som vi kun havde turdet drømme om. Vi er enormt overvældede over interessen for vores lager, og vi føler os fantastisk bekræftede i det arbejde, vi hver dag laver. Vi har idag mødt så mange dejlige og positive mennesker og fået en masse gode samtaler om økologi - og ikke mindst "kernesund mad", som lige nu fylder en del i vore kunders bevidsthed. Det var rigtig fedt at kunne afklare en masse af de spørgsmål, som fylder en del hos kernesunde forbrugere, som efter bedste beskub forsøger at navigere rundt imellem glutenfrit, mælkefrit, sukkerfrit og ikke mindst sunde fedtstoffer.

Lagersalget er på banen igen i efterårsferien, onsdag den 15. oktober kl. 15-19, og vi vil allerede nu gerne indgive et løfte om, at vi til den dag opruster på flere fronter, herunder en udvidelse med en ekstra "kasse-linje", da vi er fuldt ud klar over, at det ikke var optimalt at skulle stå i lang kø for at få lov til at betale... Det skal nok blive bedre... :-)

Vi håber, at de som har besøgt os idag, har haft en god oplevelse, og hvis nogen ikke nåede at få svar på eventuelle spørgsmål - så skriv gerne en mail til os...

Og 1000 tak for den fantastiske modtagelse af lagersalgs-konceptet til alle, der har besøgt os idag. Vi er jer dybt taknemmelige og glæder os allerede til at byde velkommen om 2½ uge igen.

Søndagshilsner fra Jannie

8. september 2008

Lavera, TV2 og lagersalg

Ja, jeg har meget på hjerte – som min overskrift nok giver et lille praj om…
Først og fremmest har jeg lyst til at fortælle, at jeg netop er hjemvendt efter 3 dage i det tyske, hvor jeg var på besøg hos firmaet, der producerer Lavera produkterne.

Jeg er helt tanket op med informationer om alt fra aktive ingredienser, til kvalitetskontrol, markedsføring og holdninger til naturlige plejeprodukter. Fantastisk produktion, må jeg sige – og fantastiske produkter, de står bag.
Alt er så clean og gennemført, som noget kan være, og det tyske udtryk ”ordnung muss sein” – det holder hele vejen. Jeg har kendt Lavera produkterne i cirka 1½ år og selv været glad for de forskellige produkter – og nu, hvor jeg har fået al den indsigt og viden – ja, så er jeg helt ”solgt”.

Naturlig hudpleje er jo ikke en beskyttet betegnelse forstået på den måde, at der dukker rigtig mange mærker og produkter op på markedet, som ikke er så naturlige, som producenten gerne vil antyde… Og som forbruger i en verden af udvalg kan det være rigtig svært at vide, hvilke mærker og produkter, der i virkeligheden er naturlige, og hvilke produkter, der ikke er det.

Lavera er en af de producenter, man kan regne med. De går forrest på det tyske marked med hensyn til en forbedring af informationen til forbrugerne om naturlige plejeprodukter. Og de producerer og sælger kun produkter lavet af de bedste ingredienser. Således er en del af deres kvalitetskontrol at smage på råvarerne… Jeg kom kun til at smøre og dufte – men det var bestemt også dejligt…

Midt i al min begejstring over Lavera, går jeg i disse dage også og glæder mig til, at jeg fra i morgen skal følge med i TV2-programmet, Praxis. Her kan man bl.a. følge nogle familier, der skal leve efter ”Kernesund Familie”-principperne, og det bliver da rigtig spændende… HelseBasen har leveret varer til den ene familie, og det bliver sjovt at se, hvordan disse nye madvarer er blevet modtaget i den familie… Der er jo ingen, der reelt ved, om programmet kommer til at vise familier, der er glade for den nye livsstil – eller det modsatte…

Til slut vil jeg gerne bringe en åben invitation ud i cyber-space: Kom og besøg vort lager til et vaskeægte lagersalg søndag den 28. september fra 10-14. Jeg ved, at vi nok bor lidt for yderligt til, at vi får ret mange københavnere på besøg til te og ”godbidder” – men jeg kan love, at det bliver hyggeligt, og helt ærligt – så er det vel også OK, at der sker noget ”øko-rart” for indbyggerne i Syddanmark… Men kære ”Øst-for-Storebælt-indbyggere”: vi vil elske at få besøg af nogen af jer også… :-) Læs lidt mere om vort lagersalg via linket i venstre side fra forsiden af shoppen.

Efterårshilsner fra
Jannie