7. oktober 2008

TV2’s Kernesunde hetz

Først vil jeg starte med at sige, at jeg håber, at du vil give dig tid til at skrive en kommentar, hvis du har noget på hjerte i forhold til mit indlæg nedenfor – eller i forhold til TV2’s Praxis program… Jeg glæder mig til at få startet en debat…

Øv, øv… Har lige set TV2-programmet Praxis, og jeg sidder endnu en gang med en sjov fornemmelse i maven.

Jeg har sjældent set et program, hvor journalistikken er drejet så meget i negativ retning, og hvor er det ærgerligt. I min verden handler positiv journalistik om at se forskellige emner fra flere forskellige vinkler. Men den del har jeg på fornemmelsen, at TV2 helt har undladt. Kernesund bølgen bliver således kun belyst fra en uhyrlig negativ vinkel, hvor alle ”eksperter” fra det etablerede system kommer med usandsynligt mange sure opstød omkring det at undlade gluten og mælk. Og ja, så er der jo en nærmest latterliggørelse af flere af bogens ellers udmærkede små råd. Her tænker jeg bl.a. på svøbene i dynebetrækkene.

Jeg ved, at der er sket en del positive forandringer for medlemmerne af familien Christensen i programmet – men de forandringer hører man ikke meget til… Hvor bliver vægttabene af, og hvor bliver beskrivelsen af velværet af…? Ja, jeg må sige at jeg undrer mig. I klippene er der kun bibeholdt nogle få sidebemærkninger om øget energi. Og helt ærligt, så er jeg sikker på, at familien Christensen har mærket mange flere positive forandringer…

Og specielt opløftet bliver man jo så ikke af at overvære traileren til næste uges program, som i den grad kun skal sætte fokus på økonomien i en glutenfri livsstil… Og jo, det er dyrere at spise glutenfrit – og endda også en del dyrere… Men det kan jo bare ikke nytte noget, hvis man har rigtig godt af den livsstil – er de fleste ikke villige til at investere lidt flere mad-penge i, at få det bedre…? Derudover ligger der jo også en del besparelser i at droppe en masse dårlige vaner – men de bliver jo nok ikke regnet med…

Og med hensyn til glutenfri livsstil og autisme, så må det etablerede system snart holde op med at fable om manglende videnskabelige beviser. Der er så mange undersøgelser, der viser, at gluten i den grad tricker en hjerne, som i forvejen har tendens til adfærdsforstyrrelser. Jeg har personligt overværet en forelæsning af en norsk læge (doktor Reichelt), som arbejder indenfor det etablerede norske system med gluten kontra DAMP, ADHD, Autisme osv. Men okay… norsk forskning er jo nok heller ikke godt nok for det danske system. Lad os bare læne os tilbage og vente på, at de danske forskere og læger får samlet penge nok ind og får brugt lang nok tid på at få lavet deres egne forsøg. Det er da meget bedre, end at kigge på resten af verdens erfaringer…

Men kære læser af denne blog… Hvordan har du det med TV2’s program…? Har du erfaringer med den kernesunde livsstil, som måske er lidt mere positive, end det der udstilles på nationalt fjernsyn…? Er TV2’s journalistik Okay – eller er den en-øjet…? Håber, du vil give din mening til kende… For jeg koger lidt indvendigt…

Aften-hilsner fra
Jannie